SAPA feedbackseminarer samler trådene og løfter kravspecifikationen

Tre veloverståede feedbackseminarer i SAPAs høringsproces skabte stor værdi og gav anledning til en tæt dialog mellem KOMBIT og kommunerne.

D. 14., 15. og 16. maj mødtes kommunerne og KOMBIT på tre feedbackdage rundt i landet til en opsamling på kommunernes kommentarer og input til SAPA kravspecifikationen.
SAPA-projektet modtog i løbet af april måned mere end 600 bemærkninger fra i alt 30 kommuner på SAPA kravspecifikationen. På de tre netop overståede seminardage lød fra KOMBIT en stor tak til kommunerne for deres store indsats i at engagere sig i og kommentere på kravspecifikationen. De mange tilbagemeldinger fra kommunerne er med til at sikre, at kommunikationen i kravspecifikationen bliver endnu mere skarp i den endelige udgave.

Gensidige feedbackrunder

Feedbackseminarerne gav kommunerne mulighed for i tæt dialog med KOMBIT at drøfte deres spørgsmål og kommentarer til kravspecifikationen, og KOMBIT kunne give nogle afklaringer på stedet og på den måde give feedback tilbage til kommunerne.

Der var stort fremmøde fra kommunernes side og mange summende tanker, der blev vendt og drejet i både temagrupper og på plenumdiskussioner. 

Kommunernes engagement skaber forståelse og genkendelse

Alt i alt har de tre inspirerende seminardage bekræftet os i, at vi i det solide analysearbejde, som kommunerne har investeret i ved deltagelse i faglige workshops det forgange år, har fået skabt en præcis forståelse af kommunernes behov. Ud fra det er vi i stand til at udarbejde en kravspecifikation, som kommunerne kan genkende sig selv i.

Se præsentationerne fra dagene her.

Opsamlinger fra de forskellige workshops bliver lagt ud på SAPAs hjemmeside i løbet af uge 23.